Tidspunktet var ikke nøje planlagt, man tænker ikke så meget, når man er på medicin. Specielt så mange, som jeg var på. Det var mere en følelse indeni, der siger; STOP - nu er det nok! Jeg gider ikke det her mere. Jeg havde en lille søn - - og skulle han bare opleve sin far - - forevigt være en zombie oppe i sengen? Nej, det skulle han ikke. Det var også en drivkraft. Jeg ville gerne ud og spille fodbold med ham, og lege på en legeplads - - og det kunne jeg ikke. Det var en kæmpe faktor for at sige stop. Men også det med ens egen person; hvem er man? Er jeg den person, der ligger dér? Eller er jeg den person, jeg var før - - selv om jeg har den skade, som jeg har? Den vil jeg gerne tilbage til. Jeg er nået dét punkt, for en del år siden, at jeg ikke er på nogen smertestillende. Jeg har overhovedet ikke haft lyst til at få andre piller indenbords - - det har bare fyldt så meget. Den pose, man trækker ned over hovedet, når man tager så mange smertestillende - - den er væk nu og den skal ALDRIG komme tilbage. Jeg er nået det punkt at - - livet er lidt lysere uden alle de piller, man skal putte i hovedet for - - at komme over det hele. Men jeg har også lært - - at leve med smerter specielt i min ryg, for jeg har smerter nogen gange - - hvis jeg overanstrenger. Men det er okey at have smerter. Det er ikke noget dårligt. Man behøver ikke poppe en pille - - fordi man har lidt ondt, har stået forkert, eller lige er kommet til - - at træde forkert eller lavet en forkert bevægelse. Det betyder ikke, at du er skadet for evigt - - man er bare øm, det er alle andre mennesker også - - efter en lang arbejdsdag. Det er okey, man behøver ikke tage piller for det. Det tror jeg er en selverkendelse; smerter er okey - i et vist omfang.