Det at min diagnose ikke ligger på rygraden - det er, at jeg glemmer det. Jeg kan sætte mig ved bordet - - tage mit bestik og være halvvejs igennem mit måltid - - og så spørger min mand, om jeg har taget mit blodsukker. Eller jeg kan selv komme i tanke om, - - at jeg lige skal have taget mit blodsukker. Det er det, jeg mener med, at jeg ikke har accepteret det. For det ligger ikke på rygraden. Jeg har valgt, at jeg har en taske - - hvor jeg har mine insulinsprøjter - - og ting til blodprøve. Det ligger fremme på mit bord. Så jeg bliver gjort opmærksom på det - - jeg går lige forbi, men jeg tænker ikke over det. Jeg var heldig, at komme på kursus i Kerteminde - - for type-1 patienter. Der konstaterede jeg hurtigt - - at der var meget mere i det end jeg havde taget højde for. Jeg tror, jeg har taget et skridt mod accept. Jeg går på ambulatoriet hver tredje måned - - der kan man se, at mine tal er meget ustabile. Man mener, at det kan være noget med min accept - - så jeg er startet hos psykolog. Ikke for at navlebeskurer mig selv - - men for at få redskaber til at acceptere min situation. Vores samtaler handler om, - - at jeg laver gule sedler, med ting jeg skal huske. Det kan være jeg skal ringe til lægen, - - det kan være, min hund skal kippes - - det kan være, jeg skal have gæster og skal huske fløde. Så spurgte mig psykolog - - der skal jo øverst oppe stå diabetes. For den skal hele tiden være i front. Og det er den ikke. Den er ikke i front på den måde - at i mange timer, der tænker jeg ikke på den. Det er ikke acceptabelt. For så vurderer jeg ikke, om jeg skal måle blodsukker eller tage insulin. Min psykolog og jeg taler om, at det skal stå øverst på listen. Men jeg er ikke kommet så langt. Derfor ved jeg, at jeg ikke har accepteret min diabetes. At gå til psykolog med diabetes er ikke en navlefræser - - det er at få redskaber til at acceptere situationen.