Idéen med at trappe ud kom...øh ...det er svært at sætte tidspunkt på - - men jeg tror, det kom løbende med at jeg var træt af, at være en 'grøntsag'. Du ligger bare og er en grøntsag. Du ser netflix eller hvad du lige har gang i. Ligger og kigger ud af vinduet, - er det dét her, man skal? Det er svært at samle tankerne, når du er på så meget medicin. Når man finder ud af, at man "misser" fødselsdage - - alt muligt familiært, mister man. Du har ikke overskud, hvis du har ondt. Du kan ikke noget. Specielt i min situation med ryggen, du kan ikke sidde op i lang tid. Så skulle du tage til fester og ligge ned på en sofa? Det gider man jo heller ikke. Jeg manglede min familie og nærhed fra andre mennesker, end bare min kone - - der kom op sagde; mangler du noget? Skal du have mad, et eller andet ikke? Det var meget ensomt. Du når til et punkt, hvor du siger; kan jeg komme ud af det her? Og så er det, at man skal tage fat på sin læge. Efter jeg besluttede mig for at trappe ned, gik jeg op til min læge - - og snakker med hende om, hvordan jeg nemmest kunne komme ud af det her - - så jeg ikke fik det dårligt af at trappe ud. Det har man jo desværre hørt at folk - - de stopper med det samme, men der skal professionel hjælp til. Jeg gik op og sagde; hvad kan vi gøre? Jeg vil gerne ud af det her - - du skal hjælpe mig. Og det var hun klar på. Det var vigtigt, at vi trappede ud i små mængder - - så vi tog noget fra hver uge, så det ikke var hver dag. Det ville være for voldsomt for kroppen. Bare dét, at gå op til lægen og sige; jeg vil gerne trappe ud, var et kæmpe stort skridt. Heldigvis var hun på og ville hjælpe mig. Det var nok det vigtigste af det hele. At der var noget kontakt, på den måde.