Jeg har haft neuropati siden 2006. De første tegn var om natten, det var de værste. Det kunne svinge fra at føles som knivstik, og til myrer, der kravlede under huden. Jeg kunne ikke gøre noget. På de heldige dage var det sådan en skarp mudren. Det var hårdt, jeg fik ikke meget søvn det næste halve år. Jeg var oppe hele tiden, gik lidt rundt, men det blev bare værre. Det var de første tegn, og at fodterapeuten sagde, at jeg havde føleforstyrrelser. Jeg gik til min egen læge, som henviste mig til neurolog. Neurologen var sikker på, at det var neuropati og satte mig i behandling med Saroten. Efter en måned havde jeg taget 3 kg på, det var ikke godt for min diabetes. Jeg vendte tilbage til egen læge som sagde, at jeg måtte bruge Ibuprofen og Panodil - - og sendte mig til smerteklinikken i Køge. De var rigtig dygtige og havde hørt om diabetisk neuropati. De sagde, at jeg var så stresset, at jeg var ved at få en depression. Jeg blev sat i behandling med Gabapentin og vente tilbage til min egen læge. Min læge siger så, at jeg skal sygemeldes. "Nej det skulle jeg ikke" sagde jeg. Men det var ikke til diskussion. Fordi jeg lå på kanten til depression, skulle jeg sygemeldes en måned til halvanden. "Du skal gå hjem og finde en psykolog." "Jeg skal ikke til psykolog" sagde jeg så. Jeg var familiebehandler, så det var det eneste, jeg ikke skulle. Men det skulle jeg altså. Der var ikke rigtig nogen med forstand på neuropati og diabetes. Men så fandt jeg en psykolog i Roskilde, der var god til traumer i forbindelse med smerter. Jeg fik 14 timer i alt hos psykologen. Det var nok til, at jeg lærte om mine grænser og hvornår jeg skulle stoppe op. Det har jeg brugt lige siden. Det er 15 år, hvad skal sige mere? Andet end at man ikke skal tro, at diabetisk neuropati bare er noget, der er. Ligesom diabetes skal passes, skal neuropati også passes. Den begrænser dig, du må finde andre muligheder og tilpasse din hverdag efter, hvad du formår.