Jeg var hurtig til at sige, at det var en vi-sygdom. Så min mand hjalp meget til. Men fordi vi er oppe i årene, - - og er individuelle mennesker, - - så var det også et problem fordi, - - min mand er meget struktureret - - og jeg er meget ustruktureret. Min mand mente ikke, det var et stort problem - - når klokken var 8 tog man blodsukker - - når klokken var 12 og 18 tog man blodsukker. Der var ingen variationer. Men sådan er min verden ikke. Jeg kan godt sove til klokken 8.30, - Så skulle jeg stå op klokken 8 - - tage mit blodsukker og gå i seng igen. Det hænger ikke sammen. Jeg måtte derfor finde metoder - - til at håndtere det selv. Samtidig med at min mand ikke kunne forstå, at det var svært. Hvor svært kan det være at leve med diabetes? Jeg følte, at han overtrådte mine grænser. For det var svært. Det er også individuelt fra person til person- - det der er rigtigt for mig, er ikke rigtigt for den næste. Det rigtige for mig, er ikke rigtigt for min mand. Han har været med på kurser - - hvor han har fået indblik i tingene. Det gør, at han tager det mere afslappet nu. - hvor han har fået indblik i tingene. Det gør, at han tager det mere afslappet nu. Han kan se, at jeg ikke er anderledes end andre. Så vi er sammen om min diabtes, men det er ikke en vi-sygdom. For han kan ikke mærke mine følelser og symptomer. Han kan ikke mærke rystelserne i kroppen og svedeturene. Men samtidig er jeg glad for, at han spørger ind. Så det er en balancegang. Det er jo også en balancegang, at vi skal have et liv. Nogen skal på arbejde, så vi skal kunne klare os selv. Jeg har også følt, at familien ikke tog det alvorligt. Men samtidig skubber jeg dem fra mig, for jeg vil også klare det selv.