Min oplevelse af at have fået diabetes er - - at man skærer os alle over én kam. Man siger, at diabetes type-1 og type-2 er ens. Nå, får du sprøjte? Er du så syg? Hvorfor tager du blodsukker så mange gange? Hvorfor taber du dig ikke bare? Hvorfor kan du ikke bare tage en pille? Der er mange fordomme om os. Lige fra at vi er krukker, der vil gøre os bemærket - - til, tager du egentlig din situation alvorlig? Lige fra at vi er krukker, der vil gøre os bemærket - - til, tager du egentlig din situation alvorlig? Hvis vi inviterer dig, må du så spise vores mad? Jamen, jeg må spise al slags mad. Så der er meget usikkerhed. Vi er ikke gode nok til at fortælle forskellen mellem type-1 og type-2. Vi er ikke gode nok til at fortælle det til vores omgivelser - - og det har også noget med accept at gøre. Jeg har valgt ikke at have pumpe eller sensor på - - for hvis man har det, så føler jeg, at jeg er syg. Fordi jeg har noget på mig, som jeg kan bruge. Derfor tager jeg blodsukker i mine fingre og stikker mig med insulin. For når jeg kommer et sted, så kan man ikke se, at jeg har diabetes. Jeg oplever også, at - - folk gerne vil tale om det - - og så neutraliserer de det bagefter. De synes, det er spændende, fordi jeg gerne vil tale om det - - men så kan det vel heller ikke være sværere? I forbindelse med jobsituationen - - så er det vel ikke rimeligt, at du går væk og tager blodsukker eller hviler dig. Du kan jo bare selv få dit blodsukker ned - - du behøver vel ikke insulin. Der er ikke ret mange, der ved, hvad det drejer sig om. Vi er 30.000 med type-1 og vi er forskellige. Men jo mere vi åbner op og fortæller om situationen - - og vores induviduelle ting, jo bedre vil det blive.