Første gang jeg opdagede - at noget var galt, var i 2018. Hvor jeg - - havde fået nye briller. Efter jeg havde hentet dem - - så havde jeg det som om - at når jeg kiggede langt - - var det, som at kigge over en vandoverflade. Jeg spekulerede på, om det var mine glas. Så jeg kontaktede øjenlægen og hun sagde - at vi skulle have en synstest. Jeg fik tid til synstest om torsdagen. På en måned havde jeg mistet - - 30 procent syn på mine øjne. Jeg blev chokeret - - og skyndte mig, at genbestille - - et par briller. Optikkeren sagde, at jeg skulle - tage fat i min læge - for der var ikke noget øjenmæssigt - der kunne forklare mit synstab. Jeg får tid hos lægen om fredagen - - og jeg har ingen idé om - - og kender slet ikke sukkersyge. Ingen i familien har sukkersyge. Der har jeg 7 i blodsukker. Lægen beder mig om at slappe af i weekenden. Da jeg så kom ind mandag - - der havde jeg 15 i blodsukker. Lægen siger, jeg skal have taget nogle prøver - - det er ikke alvorligt, men vi skal se om det er et opsving. Tirsdag morgen vågner jeg ved - - at jeg egentlig slet ikke kan bevæge mig. Jeg kan ikke gå og er som gelé. Vi kontakter lægen og min mand må bære mig op. Der tager vi blodsukkeret, der er 25. Lægen tager en dråbe blod fra fingrene - - og en urintest. Lægen siger, at jeg skal indlægges med det samme. Vi kører på Slagelse Sygehus - - og der bliver jeg sat i en kørestol. Jeg havde 25 i blodsukker - - men så havde jeg også 15 i ketoner. Det vil sige, affaldsstoffer i mine blodbaner. Det man gør er, at man forgifter sig selv. Jeg skal rose Slagelse Sygehus - - jeg blev hurtigt stabil igen - og kunne have følingen med mig selv. Men så handlede det om, hvad jeg var. Var jeg type-1 eller type-2 - eller var jeg halvanden. Men jeg er type-1. Jeg skulle lære at måle blodsukker. Jeg skulle lære at stikke mig selv. Jeg skulle lære at tage højde for - - hele mit liv. På daværende tidspunkt var jeg 58 - - så hele mit liv skulle op til revision. Det var et chok. Men så er det jo en ny verden. Derhjemme er der ikke en sygeplejerske - - eller en læge - - at til være i dialog om, hvad man skal gøre og ikke skal. Jeg ryddede hele huset for sukker - - for nu havde jeg sukkersyge. Det er dog kommet tilbage - - men det røg ud på det tidspunkt. Jeg havde ikke fået lært - - at man også kan gå under 4. Jeg havde taget højde for, at jeg kunne stige - - men jeg havde ikke taget højde for, at jeg kunne falde. Det vil sige, jeg kunne ikke gå en tur med min hund - - uden at falde. En tur på en kilometer - - de sidste 300 meter hjem - - der gik jeg som en fuld, for der var mit blodsukker faldet. Jeg dinglede rundt og kunne slet ikke styre det. Det havde jeg ikke regnet med. Jeg havde ikke tænkt på- - at jeg får langtidsvirkende insulin. Det tager man én gang om dagen - - og det holder cirka 24 timer. Så tager jeg hurtigtvirkende insulin - - og det holder i fire timer. Det tager man indtil mad - - men mens man ser på sin tallerken og ikke en halv time før. For så er det gået i virkning. Hvis du har lavt blodsukker og du tager insulin - - så går du i sukkerchok - - inden du får maden ind. Det skulle jeg vænne mig til. Det er også en læring, at - - alt har indflydelse på din insulin. Så varme, din mad og motion - - en tur på en kilometer - - kan få dit blodsukker til at falde, så du sejler hjem. Det er en ting, man skal tænke på. Psykisk skal man være bevidst om, at det har indflydelse. Jeg tænker, jeg har accepteret det. Men det har jeg ikke. Jeg har ikke accepteret det på den måde, at - - det ikke har prioritet for mig. Når mit blodsukker er over 10, så har jeg det godt. Så jeg er måske ligeglad med, om den ligger på 20 eller 10 - - men det er kroppen ikke.